Der gøres klar til at fjerne hot spots fra Hot Cell, nov. 2010

AKTUELLE PROJEKTER

DD har i øjeblikket to store projekter, Hot Cell-anlægget og DR 3-reaktoren, som begge er inddelt i flere mindre delprojekter. DD er desuden involveret i en langsigtet løsning for radioaktivt affald.

Det ene store projekt er rensning af Hot Cell-anlægget. Anlægget består af seks betonceller, som er stærkt radioaktivt forurenede, samt diverse tilstødende faciliteter. Arbejdet er komplekst bl.a. pga. strålingsniveauerne, og fordi der skal tages hensyn til de kontorer og laboratorier, som omgiver anlægget.

Det andet projekt er dekommissioneringen af forsøgsreaktor DR 3. Projektet er delt i to faser. Første fase blev afsluttet i december 2011 og bestod af demontering af de perifere systemer (kølesystem, el-installationer, varmevekslere, forsøgsopstillinger, etc).

Anden fase løber fra 2012 til 2020 og består i fjernelse af forsøgsreaktorens indre dele (reaktortank, top shield) samt nedbrydning af reaktorblokken. Projektbeskrivelsen blev godkendt af de nukleare tilsynsmyndigheder i december 2011, og aktstykket blev godkendt i marts 2012.

Et tredje stort projekt var Teknologihallen, som har været brugt til at fremstille brændsel til DR3-reaktoren. Vi har afsluttet det meste af den praktiske dekommissionering i begyndelsen af 2015 og arbejder på de sidste udeståender.

Hot Cell-anlægget består af seks forbundne betonceller, som har været brugt til håndtering af radioaktive materialer i perioden 1964-1989. F.eks. har man håndteret eksperimentelt brændsel fra DR3 og pakket kobolt-kilder til hospitalerne. Aktiviteterne i cellerne har kontamineret dem således, at det i dag ikke er muligt at gå ind i cellerne på grund af det høje strålingsniveau.

Dekommissioneringen af Hot Cell består primært i at afrense de kontaminerede celler. På grund af strålingsniveauet skal dette foregå med mekaniske arme, som skydes ind i cellerne via huller i de 1,7 meter tykke betonvægge. Inde i cellerne skal alle flader sandblæses, og derefter skal forurenede malingflager og sand suges ud i et særligt ventilationssystem.

Den resterende del af opgaven består af støttefaciliteter som f.eks. ventilation og sluser, projektering af den fjernbetjente afrensning af cellerne, udtagning af inventar fra cellerne, finrensning, rensning af rør- og kabelgennemføringer, og endeligt frigivelse af anlægget. Hertil kommer naturligvis dekommissionering af alle de opbyggede støttefaciliteter.

Afviklingen af forsøgsreaktor DR 3 er opdelt i to hovedfaser.

Den første fase indebar afmontering af DR 3's mange perifere systemer (kølesystemer, forsøgsopstillinger, rør, el-installationer mv.). Målet blev nået i december 2011, da det sidste anlæg, BOE (rensningsanlæg til heliumdækgassen) blev afmonteret.

Anden fase i dekommissioneringen af forsøgsreaktor DR 3 løber efter planen fra 2012-2020 og indbefatter, at de indre dele fjernes og reaktorblokken nedbrydes:

  • I 2012 blev tungtvandsrummet nedbrudt.
  • I perioden 2012-2017 fjernes ståltanken og de komponenter der sidder i denne (de mest radioaktive dele). Reaktorblokken er populært sagt en jernkasse på 6x6x6 meter. I midten er reaktortanken af aluminium på 2 meter i diameter, uden om denne en grafitreflektor på 30 cm. Begge er placeret i en rund ståltank på ca. 3 meter i diameter. Mellem ståltanken og yderkassen er der beton.
  • I 2018 fjernes betonen og resten af indhold i stålbygningen, hvor reaktoren står.
  • Rektorbygning og tilhørende bygninger forventes frigivet i 2019, og landområderne frigives derefter. Det samlede projekt forventes afsluttet i 2020.

Teknologihallen er en brændselsfabrik, hvor man fremstillede reaktorbrændsel til DR 3 ved brug af beriget uranpulver. Produktionen ophørte ved lukning af DR 3 i år 2000.

Vi er stort set færdige med den praktiske dekommissionering af Teknologihallen. Inden vi kan overdrage bygningen til brug uden radiologiske restriktioner, skal vi skrive en slutrapport, som skal godkendes af de nukleare tilsynsmyndigheder.

Udskriv