ISKOLD LØSNING PÅ ET MILJØPROBLEM

04. marts 2016

Når projektingeniør Morten Dalby slår øjnene op kl. 5, griber han straks sin mobil for at fjernstarte Dansk Dekommissionerings helt egen ismaskine. Et par timer senere står en stor kasse med tøris klar på Risø-halvøen til at afrense miljøfarlig maling.

Da Atomstation Risø blev bygget sidst i 1950'erne, benyttede man datidens bedste maling til både udstyr og de indre bygningsdele. Malingen var fleksibel, farveægte og holdbar - og fyldt med de nu forbudte ingredienser PCB, bly og kviksølv.

Det gav projektteamet, der står for at demontere DR 3-reaktoren og de tilhørende faciliteter, lidt af et hovedbrud. Hvordan afrenser man bedst den miljøfarlige og radioaktive maling, så der tages hensyn til såvel arbejdsmiljø som den fremtidige opbevaring af affaldet?

Efter en række eksperimenter er valget faldet på en lidt utraditionel metode: isblæsning. Tre millimeter tykke stave af CO2-is (tøris) skydes mod malingen. Den pludselige nedkøling gør malingen stiv og sprød, så den lettere slipper, når strømmen af -79 grader kolde isstave kontinuerligt hamrer ind på fladen.

Nedkølingen er samtidig gavnlig for medarbejdernes arbejdsmiljø, da malingen er for kold til at afgive giftige gasser.

Og så har isblæsningen en klar fordel affaldsmæssigt: Den efterlader ikke andet end den afrensede, radioaktive maling til fremtidig deponering. Ved en traditionel afrensning som f.eks. sandblæsning ville der blive genereret en stor mængde sekundært affald, som ligeledes skulle deponeres.

Når tøris opvarmes, skifter den fase direkte fra is til gasart. Under isblæsningen suges CO2-gassen ud gennem ventilationsanlægget, der er udstyret med filtre og radiologisk overvågning, mens malingen støvsuges op i en tæt, afskærmet emballage.

For at give medarbejderne en vis fleksibilitet i afrensningsarbejdet har Dansk Dekommissionering valgt at investere i en ismaskine fremfor at købe tørisen udefra.  Ideen til egen ismaskine fik Morten Dalby under en løbetur i Risøs smukke natur:
"Helt tilfældigt kom jeg forbi en CO2-tank, som DTU bruger til nogle forsøg med afgrøder. Det viste sig efterfølgende, at DTU kun bruger tanken i vækstsæsonen fra april til august, så nu har vi installeret en ismaskine ved tanken og bruger den de øvrige måneder."

CO2'en, der benyttes i ismaskinen, købes via en leverandør fra Sverige - hvor den i øvrigt er et biprodukt af vodkaproduktionen.

Nyhed 160308a - isblæsning
Morten Dalby ved ismaskinen, da den netop var blevet installeret. Isstavene ses i den lille trekant til venstre for den blå pil.

Udskriv