Mikkel Øberg foran sit nuklidkort

DE NYSLÅEDE HELSEFYSIKERE

27. februar 2017

Dansk Dekommissionering er ved indgangen til 2017 blevet to uddannede helsefysikere rigere. Mikkel Øberg har sammen med Quang Le afsluttet den étårige interne uddannelse.

"Jeg har altid gerne villet arbejde med stråling og dosimetri i praksis og ikke bare sidde og forske alene i en kælder. Som helsefysiker arbejder du med at beskytte mennesker mod stråling i deres arbejdsmiljø, og du er også rådgiver, formidler og underviser", forklarer Mikkel Øberg.

Modsat lande med atomkraft har Danmark ikke et certificeret uddannelsesprogram for helsefysikere. I stedet lægger Sektionen for Strålings- og Nuklear Sikkerhed en uddannelsesplan for de kommende helsefysikere, der kommer med en grunduddannelse i bagagen som enten ingeniør eller fysiker.

Studiekredse, øvelser og kurser
Den største del af uddannelsen foregår som en studiekreds med de garvede helsefysikere og sommetider også driftslederen for helsefysiklaboratoriet. Et bredt spektrum af emner bliver diskuteret på kryds og tværs, og materialer bliver udvekslet.

Teorien suppleres af en lang række øvelser og opgaver, der gennemgås efterfølgende. Det kan være regneopgaver om fx dannelse af og afskærmning mod bremse-røntgenstråling fra betakilder, eller om konsekvenserne af udslip af radioaktive stoffer til omegnsmiljøet. Det kan også være laboratorieøvelser, hvor forskelligt måleudstyr skal kalibreres, eller hvor man skal måle på, om dekommissioneringsaffald med lavt indhold af radioaktive stoffer kan frigives.

Den interne del af uddannelsen suppleres med eksterne kurser i det omfang, det er relevant. Quang Le har gennemgået et otte-ugers kursus Radioaktive Isotoper og Ioniserende Stråling på Københavns Universitet samt DANAK's Grundkursus for assessorer (et kursus, der skal bruges i forbindelse med DD's akkrediterede frigivelsesfunktion).

"De kurser, Quang tog, havde jeg allerede via min tidligere beskæftigelse og uddannelsen som civilingeniør i medicin og teknologi. Så jeg tog i stedet kurset Applied Health Physics på Oak Ridge Associated Universities i Tennessee. Det er et fem-ugers kursus, der indgår i USA's krav til certificerede helsefysikere," siger Mikkel Øberg.

Den interne chance
Både Quang Le og Mikkel Øberg er rekrutteret internt og kom fra ingeniør-stillinger.

"Hele min uddannelse har været rettet mod at kunne arbejde på Risø. Jeg har tidligere søgt en af DD's helsefysiker-stillinger, men fik i stedet job som driftsingeniør her i 2014. Jeg arbejdede med vores affaldsdatabase i nogle år, og da der igen blev slået helsefysiker-stillinger op, slog jeg straks til," forklarer Mikkel Øberg.

Nu, hvor uddannelsesperioden er vel overstået, indgår begge de nyslåede helsefysikere i DD's døgnbemandede beredskab. Som vagthavende helsefysiker bliver man tilkaldt, hvis der fx lyder en brandalarm ved de nukleare anlæg eller sker andre hændelser og uheld, der kan involvere radioaktive stoffer.

Udskriv